Selvforsyningsmor

Pludselig blev verden dækket af et tyndt, hvidt tæppe. Og alting lå badet i orange og purpur, da det alt for tidligt blev aften.

img_1501

img_1497

img_1504

Jeg vil starte en samtale om det nære, langsomme og sanselige liv.

På min hylde med bøger om havebrug, selvforsyning og natur står Katrine Rudolphs bog Et liv med tid til livet. Den er skrevet i starten af 90’erne af en ung, idealistisk kvinde, og indeholder drømme, beretninger og praktisk erfaring fra hendes families lav-materialistiske tilværelse på et sjællandsk husmandssted. Bagsiden beskriver bogen som en “brugsbog”, og det er den virkelig blevet for mig. Jeg læser den vel nok en gang om året, og bliver igen og igen inspireret og opmuntret. Forfatteren gør sig i bogen til talskvinde for to livsformer – det selvforsynende og det hjemmegående liv. Og for mig er det lige præcis det, der er drømmen. Kombinationen af at tilbringe det meste af min tid sammen med mine børn og min mand, og samtidig skabe et levende hjem med sanselige, meningsfyldte daglige opgaver. For mig giver det ro og glæde, og jeg er så taknemmelig for hver eneste dag at vandre ud af den sti.

For halvanden uges tid siden holdt foreningen Praktisk Økologi festival i Aarhus, og vi var af sted hele familien for at blive inspireret og møde andre, der interesserer sig for havebrug og selvforsyning. Jeg havde meldt mig til at holde et værksted med titlen “Selvforsyningsmor – praktisk økologi som familielivsstil”, og havde en konstruktiv og berigende samtale med omkring 15 andre kvinder (plus et par modige mænd). Min motivation for oplægget var, at jeg selv godt kunne tænke mig en løbende dialog med andre, der kombinerer familieliv og selvforsyning – for at udveksle erfaringer og høre om andres planer, drømme og oplevelser.

Værkstedet tog udgangspunkt i tre spørgsmål:

* Hvad er selvforsyning for os som kvinder og mødre?
* Hvordan kommer vi i gang med selvforsyning i familien?
* Hvilke værdier er det, der er vigtige for os i forhold til vores børn?

Og de tre punkter vil jeg bruge noget tid på at skrive om i den næste tid. Kom gerne med input – hvordan er du selvforsyningsmor?

Om at vende hjem

Det meste af året er gået med bryllup og barnefødsel og meget lidt skriveri. Nu har jeg – stærkt inspireret af Maj My, som skriver så fint om det nære og vigtige – fået lyst til at give bloggen liv igen.

img_1319
img_1318
Den sidste uge har vi været hos Darios familie i lidt syd for Alperne, og Sebastian mødte sin farmor og farfar for første gang. Det er fjerde gang, at jeg er med dernede i det industrialiserede landbrugsland på Po-sletten, og jeg kan mærke, at stedet begynder at trænge ind under huden på mig. På fremmed jord ser det grimme altid ekstra grimt ud, det skønne ekstra skønt. Denne gang lignede husene sig selv, naboens hund gøede på samme måde som sidste jul. Den lokale frisør Ivan kunne huske mine graviditetskvaler fra sidste gang, og hilste på resultatet. Jeg kunne fornemme på en ny måde, at bag den italienske forstadsarkitektur leves fulde liv præcis som herhjemme.

img_1312
img_1305
img_1306
Turen over de allerede sneklædte alper var storslået i solskinnet i dag. Helt anderledes var det at nå det sydjyske landskab. Efterårsmarkerne spættedes af gylletanke fra vores nogle-og-20-millioner store svineproduktion (jeg har ladet mig fortælle, at 80% af vores dyrkningsareal bruges på svinefoder – er det det, vi vil med vores smukke, brune jord?).

Allligevel sad jeg med en dyb, sitrende lykkefølelse, da vi kørte ad motorvejen hjem gennem landet. Gennem et flammehav af helt andre dimensioner end de norditalienske efterårsfarver. Der er noget særligt ved at komme tilbage, efter at kroppen og sindet har brugt tid på at omstille sig til noget andet og fremmed. Hjemme. Tilbage til det sted i verden, hvor min krop kommer fra. Cellerne i mig og cellerne i mulden talte til hinanden og sagde: “Du er i mig. Jeg er i dig. Du hører til her.” I de landskabskurver. I den horisontlinie. I det glødende efterårs-eftermiddagslys.

Jeg kunne godt bo i Italien. Men hjemme er her.

Kærestedag

En dag om måneden har vi kærestedag herhjemme. En lørdag, som er tegnet ind i kalenderen på forhånd, og hvor vi skiftes til at bestemme, hvad vi skal lave. Kriteriet er bare, at vi hygger os sammen og husker på, at vi er os to. Det er skønt med et parforholds-åndehul, når dagene flyver af sted – og især nu, hvor jeg er lænket fast til ammestolen det meste af tiden.

I dag stod programmet ganske enkelt på hygge på sofaen med spil, film og chokolade, og en baby på skødet.

Der blev ikke taget nogen billeder. Det gjorde der til gengæld sidste gang, vi holdt kærestedag. Syrenerne var lige ved at afblomstre, vi var ganske nygifte, jeg var aldeles højgravid, og vejret havde rent faktisk forstået, at det er sommer.

025

024

018

020

Samtalen bag det hele

Her til aften stillede en bekendt mig det store spørgsmål: “Hvad vil du egentlig gerne, når din barsel er slut?”

Jeg svarede, at jeg gerne vil være hjemme med min familie så meget som muligt, og ellers fortsætte med nogle af de ting, jeg lavede før barslen. Småting. Freelance. Ingen pensionsopsparing eller huskøb lige om hjørnet.

Jeg mærker sådan en modstand inden i, hver gang det spørgsmål bliver stillet. Ordene hænger fast i halsen.

Sagen er den, at kernen – det, der brænder helt inde i sjælen – er, at jeg vil være sammen med min søn og de søskende, han måtte få, i deres hverdag. Det er essensen. Og den essens har jeg kunnet mærke helt ud i fingerspidserne de sidste mange, mange år. Jeg er så meget i den energi, at jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at det kommer til at ske. Det er mit livs opgave på dette stadie, og jeg vil ikke kunne gøre andet. Valg, som ville føre mig væk fra den sti, ville føles som at gøre vold på mig selv.

Hvordan det praktisk kommer til at se ud, er mindre vigtigt. Jeg har allerede skabt det.

img_0857

img_0858

img_0860

Omme bag mine tanker og følelser er jeg i kontinuerlig samtale med Gud. Nogle gange er det en fin dialog. Jeg spørger og han svarer, jeg kommer med et statement, og han kommenterer. Andre gange hører jeg overhovedet ikke, hvad han siger, fordi jeg har så travlt med at planlægge, hvad jeg selv skal sige næste gang.

Lige nu er det sådan, at når jeg svarer på “Hvad vil du gerne bagefter”, så afbryder jeg Gud. Han taler nemlig ret langsomt.

Mens jeg stod i badet og tænkte de tanker, du lige har læst, kom jeg selv til at fundere over, om det kun er mig, der spørger, eller om Gud også stiller spørgsmål til mig?

Jeg er sikker på, at han hele tiden siger,

“Hører du efter? Jeg er lige her. Følg med!

Luk op! Åbn op!

Åbn det hjerte.”

Barselsrutiner

004
Der sker noget nyt hver eneste dag i Sebastians 7 uger gamle tilværelse. I nat sov han for første gang fra kl. 22.30 til kl. 5 – det er jo mor-luksus af en anden verden! Han må også have været i særklasse udmattet efter i går, som på ingen måde var en langsom hjemmedag. Vi startede til efterfødselsyoga og var senere til møde med en gruppe andre nybagte familier fra lokalområdet. Sebastian fik mødt en masse nye mennesker, både store og små, og brugt alle sine kræfter på alle de uvante dufte, syn og lyde, han mødte ude i verden. Skønt og stimulerende for hans mor at få gang i glemte muskelgrupper og dele fødselsoplevelser, men nok lige i overkanten for den lille mand.

I dag er vi tilbage på sofaen. Han har mælk på kinderne og hans lille hånd hviler tungt på mit bryst, mens han sover.

De fleste dage er en lang vekslen mellem amning, søvn og små perioder af intenst husligt arbejde. Min hjerne er blevet ekspert i at afkode, hvordan jeg mest hensigtsmæssigt når at børste tænder, koge grød, vaske op og sætte en vask med stofbleer over, mens Sebastian bliver skiftet af eller hygger sig med sin far.

Ikke desto mindre begynder der at dukke en rytme og nogle rutiner op, som skaber en god ramme om de fleste dage. Det mest faste holdepunkt lige nu er faktisk godnattiden. Sebastian begynder typisk at blive pylretræt omkring kl. 21. Så skifter vi til natble og -tøj og sætter os ind i sengen, hvor han får en sang eller to. Han falder i søvn ved brystet, og jeg sidder med ham i armene i lidt tid, til han sover dybt. Derefter tager han døgnets længste lur på 3-4 timer (selvom det naturligvis bliver meget længere fra i dag, efter vores uhørte overskudsnat). Dario og jeg bruger den første times tid på at tage den sidste opvask og selv gøre klar til natten, og de fleste nætter når jeg at få sovet en del, før Sebastian giver lyd fra sig og vil spise. Det gentager sig et par gange i løbet af natten, sædvanligvis med et bleskift midtvejs, og alt efter behov står Dario op med ham først på morgenen, mens jeg får lov til at få et par uafbrudte timers søvn for mig selv.

Og så er der de lidt hårdere nætter. Heldigvis er det med rutiner et ret relativt begreb lige nu, og vi er ved at lære, at alting skifter med lynets hast. Hvis den ene nat er dårlig, så bliver den næste nok bedre.