Rødder

p1040025

Min kæreste og jeg er nytilflyttere i vores lokalområde. Udflyttere. Vi har begge haft vores gang i byer, han i alverdens storbyer siden barnsben, jeg i Aarhus i alle mine voksenår. For ham er det lidt af en kosmisk overraskelse, at han nu skaber hjem i Danmark mellem brombærhegn, enge og rapsmarker.

For mig ligger det i blodet.

Jeg voksede op først med halm og gylle i næsen, siden med lyng, salt og tang. Jeg har altid hørt hjemme i skov og åbent land, alene. At han er her nu, sammen med mig i alt dette, blander mine rødder med farver fra Italien, Sydamerika, England på forunderligste vis.

p1040044

Siden jeg læste Det lille hus på prærien for første gang som otteårig, har jeg drømt om en lille, selvbygget bjælkehytte på Endelave. Som 20-årig læste jeg Katrine Rudolphs bog Et liv med tid til livet og fandt ud af, at jeg ikke var den eneste med drømme om jord og nærvær.

Nu sidder vi, mig og ham, mellem vores fritlagte bjælker og med en begyndende køkkenhave i baghaven. Når solen skinner er himlen sølvfarvet af mågerne, der hviner af fryd over al maden i den nyharvede jord.

Meget godt er på vej, og jeg glæder mig til at dele med dig.