Samtalen bag det hele

Her til aften stillede en bekendt mig det store spørgsmål: “Hvad vil du egentlig gerne, når din barsel er slut?”

Jeg svarede, at jeg gerne vil være hjemme med min familie så meget som muligt, og ellers fortsætte med nogle af de ting, jeg lavede før barslen. Småting. Freelance. Ingen pensionsopsparing eller huskøb lige om hjørnet.

Jeg mærker sådan en modstand inden i, hver gang det spørgsmål bliver stillet. Ordene hænger fast i halsen.

Sagen er den, at kernen – det, der brænder helt inde i sjælen – er, at jeg vil være sammen med min søn og de søskende, han måtte få, i deres hverdag. Det er essensen. Og den essens har jeg kunnet mærke helt ud i fingerspidserne de sidste mange, mange år. Jeg er så meget i den energi, at jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at det kommer til at ske. Det er mit livs opgave på dette stadie, og jeg vil ikke kunne gøre andet. Valg, som ville føre mig væk fra den sti, ville føles som at gøre vold på mig selv.

Hvordan det praktisk kommer til at se ud, er mindre vigtigt. Jeg har allerede skabt det.

img_0857

img_0858

img_0860

Omme bag mine tanker og følelser er jeg i kontinuerlig samtale med Gud. Nogle gange er det en fin dialog. Jeg spørger og han svarer, jeg kommer med et statement, og han kommenterer. Andre gange hører jeg overhovedet ikke, hvad han siger, fordi jeg har så travlt med at planlægge, hvad jeg selv skal sige næste gang.

Lige nu er det sådan, at når jeg svarer på “Hvad vil du gerne bagefter”, så afbryder jeg Gud. Han taler nemlig ret langsomt.

Mens jeg stod i badet og tænkte de tanker, du lige har læst, kom jeg selv til at fundere over, om det kun er mig, der spørger, eller om Gud også stiller spørgsmål til mig?

Jeg er sikker på, at han hele tiden siger,

“Hører du efter? Jeg er lige her. Følg med!

Luk op! Åbn op!

Åbn det hjerte.”