Om at vende hjem

Det meste af året er gået med bryllup og barnefødsel og meget lidt skriveri. Nu har jeg – stærkt inspireret af Maj My, som skriver så fint om det nære og vigtige – fået lyst til at give bloggen liv igen.

img_1319
img_1318
Den sidste uge har vi været hos Darios familie i lidt syd for Alperne, og Sebastian mødte sin farmor og farfar for første gang. Det er fjerde gang, at jeg er med dernede i det industrialiserede landbrugsland på Po-sletten, og jeg kan mærke, at stedet begynder at trænge ind under huden på mig. På fremmed jord ser det grimme altid ekstra grimt ud, det skønne ekstra skønt. Denne gang lignede husene sig selv, naboens hund gøede på samme måde som sidste jul. Den lokale frisør Ivan kunne huske mine graviditetskvaler fra sidste gang, og hilste på resultatet. Jeg kunne fornemme på en ny måde, at bag den italienske forstadsarkitektur leves fulde liv præcis som herhjemme.

img_1312
img_1305
img_1306
Turen over de allerede sneklædte alper var storslået i solskinnet i dag. Helt anderledes var det at nå det sydjyske landskab. Efterårsmarkerne spættedes af gylletanke fra vores nogle-og-20-millioner store svineproduktion (jeg har ladet mig fortælle, at 80% af vores dyrkningsareal bruges på svinefoder – er det det, vi vil med vores smukke, brune jord?).

Allligevel sad jeg med en dyb, sitrende lykkefølelse, da vi kørte ad motorvejen hjem gennem landet. Gennem et flammehav af helt andre dimensioner end de norditalienske efterårsfarver. Der er noget særligt ved at komme tilbage, efter at kroppen og sindet har brugt tid på at omstille sig til noget andet og fremmed. Hjemme. Tilbage til det sted i verden, hvor min krop kommer fra. Cellerne i mig og cellerne i mulden talte til hinanden og sagde: “Du er i mig. Jeg er i dig. Du hører til her.” I de landskabskurver. I den horisontlinie. I det glødende efterårs-eftermiddagslys.

Jeg kunne godt bo i Italien. Men hjemme er her.