Sølvtråde og inspiration

Der er forårsfornemmelser i vores lille hjem. Vintergækker og erantis hilser om morgenen, når jeg går ud for at fodre mine to nye geder. Vi planlægger fælles hønsehus med vores naboer, og havedrømmene er i fuld gang. Oveni er der to kæmpestore ting, der spirer og gror – vi er i gang med bryllupsplanlægning til maj, og sidst i juni kommer en lille ny sjæl til verden, som vi er så altoverskyggende velsignede at have fået lov til at være forældre til. Der er meget at være taknemmelig for.

hvidløg

DRs to udsendelser ”Far, mor og børn” med Søren Ryge har fyldt en del i min bevidsthed og i mine samtaler den sidste uges tid. Forskellige har sagt, ”Så du det der program om familien på Sydfyn? – jeg kom sådan til at tænke på dig”. Og jeg så det, for min far var så venlig at gøre opmærksom på, at begge programmer lå på hjemmesiden . Inspirerende øjebliksbilleder fra en families liv, som jeg nød og senere delte med min kæreste. Der er så mange elementer i den måde, som de har valgt at indrette deres liv på, som vi også arbejder hen mod – både i forhold til enkelhed og familieliv.

P1040084

Det har slået mig, at en del af dem, jeg har talt med om programmerne, har sagt, at de følte en form for længsel, da de så optagelserne – en slags indre det er jo sådan, det skal være – og at det var noget nyt, noget de ikke havde været bevidste om før. Og især det sidste har været en overraskelse for mig, fordi hele den livsstil – det enkle, det jordnære, tid sammen som familie, fravalg af materielle goder – har været grundlag for mine drømme og valg de sidste mange år. At den længsel på en måde kan være ubevidst eller latent, noget som kan aktiveres og sætte gang i småbitte sølvtråde i brystet, frem for fuldstændig overvældende tilstedeværende hver eneste dag, satte gang i nogle overvejelser hos mig omkring inspiration og rollemodeller.

Jeg synes, at det er fremragende, at familien vælger at dele et indblik i deres liv – fordi vi er så utrolig mange, der drømmer om det enkle liv, men ikke selv føler, at vi har de økonomiske eller praktiske forudsætninger for at udleve det. Det er inspirerende at se, at der rent faktisk er nogen, der gør det. For mig har det gjort det alverden til forskel at møde nogle forskellige mennesker gennem årene, som lever meget identisk med den sydfynske familie, og høre deres historier. Mest af alt at høre igen og igen, at ting tager tid. At alt kan læres, men ikke på ét år. At de små trin er vigtige – levede erfaringer, som gemmer sig som succesoplevelser, og som man kan bygge videre på. Sidste år prøvede jeg for eksempel at malke for første gang. Jeg blev fortrolig med de fine, fine frø som senere bliver til kål og salat. Jeg oplevede, at sneglehegn gjorde hele forskellen for køkkenhavens overlevelse. Og så videre.

blad

Der er så mange tråde i dette emne omkring inspiration og rollemodeller. Vi talte om det herhjemme i går, og noget af det, der for mig er allervigtigst, er forholdet mellem at lade sig inspirere og samtidig gå sin egen vej. Familien på DR solgte et IT-firma – sådan ét har jeg ikke til at finansiere min drøm. Og jeg tror, at hvis man stirrer sig blind på den konkrete manifestation af ens drømme, som man ser udlevet hos andre, så er der stor fare for at blive fanget i håbløshed – for hvordan skal jeg nogensinde komme derhen, når mine omstændigheder er så anderledes? For mig er kernen at fokusere på de små sølvtråde i mit eget bryst, at være bevidst om, hvad min drøm er – og så arbejde hen mod det, fysisk, mentalt og energimæssigt, og have tillid til, at så længe den proces jeg er i føles rigtig og sand, så er jeg på rette spor i mit liv. På den sti, der er min. Sandsynligvis med helt andre oplevelser og erfaringer end dem, jeg selv har fantasi til at forestille mig, og uden det store, forgyldte endemål. Men på en rejse, der begynder inde i kernen af mig selv.

Selvforsyningsdrømme

P1040130

Vi har fået utrolig mange ting foræret ved at flytte hertil, fordi vi bor omgivet af adskillige andre familier, som i årenes løb har stablet alverdens ting på benene. Fårene er her. Høns. To geder, som måske bliver til flere. En gammel æblelund, som gav helt fantastiske Discovery-æbler for en måned siden, og nu er videre til andre sorter. Mirabelletræer. Kompostbunker alle mulige mærkelige steder.

Vores fremadrettede selvforsyningsdrømme inkluderer:

– En buk til gederne, så vi kan få kid og begynde at malke

– Bier

– Endnu en hønseflok, så der kan blive æg til alle

– Bedre opbevaringsmuligheder til alt det, der kommer ind fra haven

– Viden om at behandle uld, så vi kan bruge alt det, som fårene giver

Der er masser at lære og læse om, og mange mulige planlægningsprojekter til vinteren. Førsteprioriteten til næste år bliver etableringen af en ordentlig køkkenhave, så må vi se, hvor meget vi ellers når.

The state of the nation

 P1040090

Sådan kan det gå, når naboens udbryderkanin opdager grønkålen.

P1040089

Vi håber, at den nød det og glæder os over, at vi også selv nåede at få fornøjelse af både grønkål og bladbede. Jeg såede begge dele i forsommeren, før vi flyttede herud, og planterne kom først i jorden i starten af august, så deres vækst var temmelig begrænset. Men næste år! For mit indre øje ser jeg allerede vores kæmpekøkkenhave, hvor der er så mange, frodige afgrøder, at en løbsk kanin bare kan komme an.

Det vil den sikkert glæde sig til.

P1040088

Rødder

p1040025

Min kæreste og jeg er nytilflyttere i vores lokalområde. Udflyttere. Vi har begge haft vores gang i byer, han i alverdens storbyer siden barnsben, jeg i Aarhus i alle mine voksenår. For ham er det lidt af en kosmisk overraskelse, at han nu skaber hjem i Danmark mellem brombærhegn, enge og rapsmarker.

For mig ligger det i blodet.

Jeg voksede op først med halm og gylle i næsen, siden med lyng, salt og tang. Jeg har altid hørt hjemme i skov og åbent land, alene. At han er her nu, sammen med mig i alt dette, blander mine rødder med farver fra Italien, Sydamerika, England på forunderligste vis.

p1040044

Siden jeg læste Det lille hus på prærien for første gang som otteårig, har jeg drømt om en lille, selvbygget bjælkehytte på Endelave. Som 20-årig læste jeg Katrine Rudolphs bog Et liv med tid til livet og fandt ud af, at jeg ikke var den eneste med drømme om jord og nærvær.

Nu sidder vi, mig og ham, mellem vores fritlagte bjælker og med en begyndende køkkenhave i baghaven. Når solen skinner er himlen sølvfarvet af mågerne, der hviner af fryd over al maden i den nyharvede jord.

Meget godt er på vej, og jeg glæder mig til at dele med dig.